Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Stor tilslutning til Frivillig Fredag

Fredag den 29. september var mange lokale ildsjæle at finde i Grenaa og Auning i anledning af den nationale Frivillig Fredag. 40 foreninger trådte ud i bybilledet og vakte stor nysgerrighed med deres aktiviteter og stande blandt de rekordmange besøgende.

Frivillig Fredag 2017 Rickshawcykel
5. oktober 2017

Der blev bagt pandekager, gået modeshow med genbrugstøj, prøvet rickshawcykler, deltaget i konkurrencer, testet balance, budt på småkager og etnisk mad, lavet fællesskabsmaleri, kreeret street art og meget mere. Det skete alt sammen til Frivillig Fredag, der løb af stablen den 29. september i Grenaa og Auning. I begge byer var der sat store telte op i centrum, hvor foreningerne i festligt pyntede rammer viste deres mange og mangfoldige tilbud frem for de besøgende. Og besøgstallet må have slået rekord i år, hvor teltene bugnede med nysgerrige besøgende allerede fra åbningen af.

Meget forskelligt at komme efter

Blandt de mange besøgende ledte nogle efter et tilbud, de selv eller en pårørende kan blive en del af, og andre var nysgerrige efter, hvor man kan blive frivillig. Samtidig var der mange, der blot kom forbi på dagen og ville se, hvad der skete i teltet. Her mødte de foreninger som Ungdommens Røde Kors, Ældre Sagen, Unge for ligeværd, Frivillige for flygtninge i Gjesing, Gigtforeningen og mange andre. Tilsammen dækker foreningerne ældreområdet, børne- og ungdomsområdet, patientforeningsområdet og integrationsområdet.

Stor støtte til foreningerne og dagen

Udover de besøgendes store interesse, har flere lokale aktører støttet op om dagen. Elever fra Grenaa Gymnasium lavede pynt til teltet og agerede fotografer på dagen, Shop i City Grenaa og Auning Byportal hjalp med annoncering af arrangementet, og Djurslands Bank og Sparekassen Djursland tilbød gratis kaffe og te til alle frivillige og besøgende på dagen. Disse og mange flere hjalp til med gøre arrangementet til en succes, og det betyder meget for de frivillige, at der er opbakning til en dag som Frivillig Fredag.

Norddjurs har et særligt frivilliggen

Frivilligrådet i Norddjurs Kommune støttede også op om dagen, hvor formanden Anni Reintoft stod for åbningen i Auning. Her delte hun en personlig oplevelse af arbejdet som frivillig:

”For mig er det at være frivillig både bøvl, hårdt arbejde, en tidsrøver og en hel masse glæde. Det er lærerigt og sjovt at arbejde sammen med mennesker, man ikke kender, og det er helt utroligt, hvad man kan gøre, når man hjælpes ad. For mig er det en meningsfuld indsats, der kommer noget smukt og stort ud af, og jeg synes, at man bliver glad inden i af at være frivillig.”

Anni oplever, at Norddjurs har et særligt frivilliggen, og at Frivillig Fredag er en god lejlighed til at synliggøre og fejre det frivillige sociale arbejde. Anni Reintoft, frivilligrådet og foreningerne takker af for denne gang og glæder sig til Frivillig Fredag 2018.

Se et udpluk af de mange billeder fra dagen nedenfor.

  • DSC02161
  • DSC01302
  • DSC01282
  • 20170929 143826 Resized
  • DSC01267
  • DSC02130
  • DSC02157
  • DSC02170
  • DSC02365
  • IMG 5540
  • DSC02399
  •  MG 2054
  •  MG 2221
  •  MG 2078
  •  MG 2270

Billederne er blandt andet leveret af elever fra Grenaa Gymnasium: Emmanuel Trier, Valerija Barkanova, Baiquan Zhang samt af netværksterapeut Pia Wulff Lindholt og aktivitetsmedarbejder Camilla Wedel Sivertsen.

 

Samarbejdspartnere Frivillig Fredag 2017

Shopicity Logo

Djurslands Bank Logo 4 F Pos

Logo Til Hjemmeside Sparekassen Djursland

Auningby Logo

Grenaa Gymnasium

Arresten i Grenaas logo